Bourdieu

Omdrejningspunktet for Bourdieu er forståelsen af samfundet som et socialt rum. I udgangspunktet indeholder dette begreb en bestræbelse på at indfange det forhold, at samfundet er flerdimensionelt, det er rumligt, frem for endimensionelt og fladt. Samfundsmæssige hierarkier er dermed ikke entydige og lineære, men udfolder sig i flere forskellige planer. Ifølge Bourdieu er placeringen i det sociale rum bestemt ved sammensætningen af flere former for kapital, hvoraf økonomisk kapital og kulturel kapital er de væsentligste. Placeringen bestemmes da dels af den samlede mængde af kapital, del af den relative sammensætning af kapital.

Det sociale rum kan inddeles i felter. Et felt kan beskrives som et afgrænset relativt autonomt udsnit af det sociale rum, der i en vis forstand kan opfattes som et socialt mikrokosmos, inden for for det større sociale rum. At et felt er et socialt mikrokosmos betyder, at også felter indeholder hierarkier, og at de differentierede i forhold til kapitalformer. De kapitalformer, som er gyldige i et felt, kan imidlertid adskille sig fra de kapitalformer, som er samfundsmæssigt anerkendt. Det betyder, at der inden for feltet kan være en relativ stabil konsensus om at værdisætte kapital, som uden for feltet kan være værdiløs. Samtidig er feltet en arena for sociale konflikter. Det, som står på spil i et felt, er altid en form for kamp om symbolsk anerkendelse. Det betyder, at der konstant inden for et felt foregår en kamp eller et spil om, hvad der skal anerkendes som gyldig kapital. På den måde er feltet et mikrokosmos, der afspejler og påvirkes af de magt og definitionskampe, som foregår i det omgivende samfund.

Agentens placering i det sociale rum og i felterne er altså bestemt ved forskellige former for kapital. Bourdieu opererer med fire grundlæggende former for kapital: Økonomisk kapital, kulturel kapital, social kapital og symbolsk kapital. Begrebet økonomisk kapital omfatter penge og materielle besiddelser. Kulturel kapital er et mangefacettet begreb. Agenten har meget kulturel kapital, hvis han mestrer de kulturelle koder, der er gældende for et samfund. Kulturel kapital kan have en helt konkret fremtrædelsesform. Der kan være tale om et eksamenspapir fra en uddannelse. (dette kan også være uddannelses kapital som er en underkategori af kulturel kapital). Der kan også være tale om en viden om finkultur, politik, kunst, musik, arkitektur osv. I det hele taget kan informationer opfattes som en særlig type af kulturel kapital. Det kan også have en mere kropslig udfoldelse. Dvs. hvis agenten ved hvordan der skal bevæge sig, spise eller tale på indikerer at personen har kulturel kapital. Dette er også kaldet almen dannelse. Den sociale kapital omhandler størrelsen af agentens sociale netværk og mængden af forbindelser, venner og bekendte. Den sociale kapital kan omsættes til økonomisk kapital. Det sker for eksempel ved, at agenten benytter sit netværk til at skaffe sig et nyt job, eller til at avancere fra en lavere stilling til en højere stilling inden for en arbejdsplads. Symbolsk kapital er et mere diffust begreb, der som en form metabegreb går på tværs af andre kapitalbegreber. Man kan sige at mængden af symbolsk kapital udtrykker graden af samfundsmæssig anerkendelse og accept. En agent har meget symbolsk kapital, hvis der i et samfund er enighed om i høj grad at værdsætte den pågældende agent. Denne anerkendelse kan igen skyldes rigdom, uddannelse eller kulturel forfinethed. Andre former for kapital (økonomisk, kulturelt, socialt) kan altså fungere som symbolsk kapital, i det omfang disse kapitaler er i høj kurs og dermed fører til samfundsmæssig anerkendelse.

Begrebet habitus står helt centralt hos Bourdieu. Bourdieu definerer habitus som ”et system af varige og overførbare dispositioner, der integrerer alle forudgående erfaringer; og fungerer som en opfattelses-, vurderings og handlingsmatrix.” Habitus er altså et begreb, der forsøger at indfange de uendeligt mange og ofte upåagtede og tavse prægninger, en agent er udsat igennem sin livshistorie. Her er barndomshjemmet naturligvis centralt. Man kan sige at habitus repræsenterer internaliseringen af de sædvaner, skikke og fremgangsmåder, der findes i en agents livsmiljø. Dermed er habitus udtryk for en praktisk sans, der svarer til agentens livsvilkår. Der er imidlertid ikke i første omgang tale om intellektuel, refleksiv viden eller om rationelle og intentionelle kalkulationer. Snarere er der tale om nogle erhvervede dispositioner, en somatiseret og kropsliggjort viden, der passer til livsbetingelserne; en form for indgroet, kropslig praktisk sans. Modsætningen mellem krop og intellekt er derfor ikke nogen hensigtsmæssigt udgangspunkt for at forstå habitus- begrebet. Habitus er på en gang krop og intellekt – og så alligevel ingen af delene.

Kilde "de vilde unge i Aalborg øst"